moskusokse

Moskusoksen tilhører de skedehornede hovdyr (familien Bovidae), de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).

Dens slægtsnavn Ovibos betyder "fåreokse", hvilket afspejler de udfordringer, som forskerne har haft igennem årene med at finde ud af, hvem moskusoksen er nærmerst i familie med. Den placeres nu om dage i stammen Caprini og er dermed tættere på fårene end på okserne. Men de nyeste DNA-undersøgelser konkluderer, at moskusoksens allertætteste slægtninge er de asiatiske, bjerglevende goraler og serover (se stamtræet). Den er derimod ikke specielt tæt på takin, som man troede tidligere.

Moskusoksen opstod i Asien og spredte sig til Nordamerika for ca. 90.000 år siden.

Moskusoksen lever i Arktis. Den forekommer naturligt i Grønland, Canada, Alaska og Rusland. Arten forsvandt fra Alaska i 1890'erne, men blev genintroduceret i 1935. Den forsvandt fra Rusland for omkring 2000 år siden, men blev genintroduceret her i 1974.

I Grønland forekommer moskusoksen naturligt i nord og nordøst, deriblandt verdens nordligste landområder. I 1962 og 1965 flyttede man 27 moskusokser fra Scoresbysund og Daneborg i Østgrønland til syd for Søndre Strømfjord i Vestgrønland, nærmere bestemt Angujaartorfiup Nunaa nær Kangerlussuaq lufthavn. I det lidt mildere klima trivedes moskusoksen, og i dag er bestanden i Vestgrønland nået op på over 24.000 individer.

Moskusoksen er blevet introduceret i Norge og har herfra spredt sig ind i Sverige, men dette er ikke inden for artens naturlige udbredelsesområde.

Moskusoksen er specialiseret i at leve på den åbne, forblæste tundra. I Canada forekommer den sydpå til grænsen mellem tundra og de nordlige skove. Den foretrækker områder, hvor sneen ikke bliver så dyb, så det er nemmere at komme ned til føden. Den er i stand til at grave sig igennem sne på op til 20-40 cm tykkelse.

I højarktis såsom i Nord- og Nordøstgrønland overlever moskusoksen de mest ekstreme forhold, noget hovdyr kan klare sig under. Vinteren varer ti måneder, meget af den helt uden sollys, plantevæksten er begrænset til to måneder, og 90-95% af de isfri områder er polarørken med yderst begrænset plantevækst. Vintertemperaturen her falder ofte til under -40°C, og når man medregner vindfaktoren (wind chill), kan temperaturen nå helt ned på, hvad der svarer til -80°C. På Tajmyr-halvøen i det nordlige Sibirien oplever moskusokserne et temperaturspænd fra -52°C til +25°C.

Moskusoksen vejer 200-410 kg, hannerne normalt op til 300 kg og hunnerne op til 220 kg. Hannerne bliver omkring 25% større end hunnerne. Skulderhøjden er 120-150 cm.

Moskusoksen er robust bygget med et stort hoved, en pukkel på skulderen og relativt korte ben. Pelsen er lang og mørkebrun med en hvid "saddel" på ryggen og hvide ben.

Begge køn har horn, der udspringer fra en pandebrask. Hunnernes horn er mindre end hannernes og adskilt af en pude af hvide pandehår. Hannens pandebrask er 15-20 cm tyk og kan eftersigende modstå en kugle fra en riffel.

Moskusoksen er den største planteæder, der lever året rundt på den arktiske tundra. Græs og halvgræs udgør overordnet størstedelen af moskusoksens føde, men andre planter såvel som laver spille også en vigtig rolle. Af anden plantekost ses blade, skud og kviste fra pil samt urter og mosser. I højarktisk Grønland kan urter udgøre 5-20% af føden. På Tajmyr-halvøen i Sibirien udgør blade og kviste fra småbuske 10-52% af moskusoksernes kost.

På den korte sommer, hvor der er rigeligt med frodig plantekost, opbygger moskusoksen store fedtdepoter, så den har noget at tære på i løbet af den lange vinter. Den kan fede sig mere end noget andet hovdyr i naturen, lige på nær svalbardrenen. Moskusoksehunnen kan tage 50-60 kg på i løbet af sommeren, og om efteråret kan godt en fjerdedel af dens kropsvægt udgøres af fedtdepoter.

Typisk for de egentlige drøvtyggere har moskusoksen et avanceret fordøjelsessystem med fire mavekamre og mikrobiel fermentering af planteføden. Den er uhyre effektiv til at udnytte og overleve på svært fordøjelig plantekost. Moskusoksens nøjsomhed blev demonstreret i et forsøg, hvor man sammenlignende fødeindtaget blandt moskusokser og kvæg, der blev fodret med næringsfattigt hø. Per kilo kropsvægt krævede moskusoksen kun 1/3 fødemængde af, hvad kvæget havde brug for. Det hænger sammen med, at moskusoksen er meget mere effektiv end kvæg til at udvinde næring af fiberrig plantekost, hvilket bl.a. skyldes, at moskusoksen har en exceptionel langsom fordøjelse. Om vinteren er føden i gennemsnit 4-5 dage om at passere igennem moskusoksens fordøjelsessystem.

At moskusoksen kun behøver så relativt lidt føde skyldes også, at den har et usædvanligt lavt stofskifte og energibehov. For at "spare på energien" har den udviklet et lille hjerte, en lille lever og små nyrer.

Disse fysiologiske tilpasninger til at leve i regioner, hvor fødeudbuddet er yderst sparsomt en stor del af året, giver moskusoksen en udfordring ifm. fysisk aktivitet. Når den løber, har dens lille hjerte svært ved at følge med og pumpe nok iltmættet blod rundt til musklerne, så den mister hurtigt pusten. Desuden gør dens tykke pels, at den har svært ved at slippe af med overskydende varme, så den risikerer også at overophede, når den løber. Det sætter grænser for, hvor langt moskusokser kan løbe, når de flygter fra fjender som ulve.

Hunnerne lever i flokke året rundt, men om sommeren splitter flokkene op i mindre grupperinger. Typisk er sommerflokke på 5-12 individer og vinterflokke på 12-30. Voksne hanner kan enten leve i blandede flokke (dvs. med hunner), i ungkarleflokke kun med andre hanner eller for sig selv. Unge hanner kan blive med deres mors gruppe, indtil de er omkring to år gamle.

I parringstiden bliver hannerne hormonelle og meget aggressive over for hinanden. I denne periode kæmper de om adgang til hunnerne. Det foregår med voldsomme slåskampe, hvor de med 40 km/t drøner pandebrasken mod hinanden. Sådanne slåskampe kan vare op til 10-20 omgange. Der beskrives to strategier blandt hannerne i yngletiden; enten at tilkæmpe sig et harem af hunner eller at vandre rundt mellem flokke i søgen efter hunner at parre sig med. De dominerende hanner viser deres styrke og status ved at brøle dybt, grave i jorden, svinge med hovedet og udsende en kraftig moskuslugt fra deres kirtler.

For at en moskusoksehun kan blive gravid, skal mindst 22% af hendes kropsvægt udgøres af fedtdepoter. Det er, hvad der kræves for at "have råd til" at gennemføre en drægtighed i den barske arktiske vinter. Til sammenligning kan rensdyrhunner blive drægtige med en fedtprocent på blot 5-9%.

Moskusoksehunnen går drægtig i 7,5-9 måneder. Den får normalt én unge ad gangen, der vejer 8-15 kg ved fødslen. Uhørt blandt hovdyr føder moskusoksehunnen sidst på vinteren frem for at vente til foråret, hvor det er blevet varmere. Det betyder, at ungen kommer til verden i en temperatur på ned til -40°C. Ungen er dog hårdfør og tager hurtigt på ved at die på mælk med et fedtindhold på op til 11% (til sammenligning har sødmælk et fedtindhold på 3,5%). Ungen får lov til at die i 12-18 måneder.

Moskusoksen kan blive op til 24 år i naturen.

Der kendes kun to fund af moskusokse fra Danmark, fra grusgrave nær hhv. Randers og Helsinge i Nordsjælland. Sidstnævnte fund er dateret til at være omkring 33.400-31.500 år gammelt.

• skedehornede hovdyr
• parrettåede hovdyr
• hovdyr