nylatin

Nylatinsk litteratur er den latinsksprogede litteratur efter middelalderen. Renæssancens humanister brød med den middelalderlige latin og gjorde de antikke forfattere til det enerådende sproglige og litterære forbillede. En foregangsmand var Petrarca, der både fremdrog "glemt" antik litteratur (fx Ciceros breve) og selv skrev både poesi og prosa på klassisk latin og i klassiske genrer, bl.a. hyrdedigtning. Italienske 1400-t.s-humanister som Lorenzo Valla fastlagde de sproglige normer gennem studiet af den romerske litteratur. Omkring 1500 fik bevægelsen fodfæste nord for Alperne, hvor Erasmus af Rotterdam var en samlende figur.

Indtil 1700-t. var det højere skolesystem og universiteterne latinsksprogede, og alle Europas akademikere i realiteten tosprogede svarende til fx den position, engelsk i dag har i Indien. Den akademiske stand var i kraft af det fælles sprog international. Til gengæld var kvinder i almindelighed udelukket fra den latinsksprogede kultur. Som "de lærdes modersmål" var latinen ikke alene det enerådende videnskabssprog såvel i tale som i skrift, men også det naturlige medium for en omfattende skønlitteratur. I Middelhavslandene, ikke mindst Italien, var folkesprogene tidligt en stærk konkurrent til latinen, men nord for Alperne og især i udkantsområder som Norden holdt latinen sin dominerende position som litteratursprog et stykke ind i 1700-t., og den forsvandt først helt med nationalismen og romantikkens nye originalitetsbegreb omkring 1800.

Poesien fik en særlig position. At mestre den klassiske metrik og kunne formulere sig med den dertil hørende retorik var et sikkert vidnesbyrd om den humanistiske skoling, som uddannelsessystemet sigtede imod. Derfor var verskomposition en central disciplin i latinskolen, og derfor blev det et naturligt trin i en akademisk karriere at udgive et digt eller måske en digtsamling på latin. Den latinske poesi var en kode, der bandt akademikerne sammen, og den blev et vigtigt element i standens sociale liv i form af lejlighedspoesi: bryllupsdigte, afskedsdigte, mindedigte, epitafier. Også egentlige digtsamlinger består ofte af henvendelser til navngivne venner og velyndere, ikke mindst som elegiske versbreve efter Ovids mønster. Desuden var latinen et prestigefyldt medium, der kunne bruges til repræsentative formål også uden for den akademiske verden, så virkelige talenter havde mulighed for at slå sig igennem med støtte fra en fyrstelig eller adelig mæcen.

Den nylatinske litteratur lever et tæt samliv med sine antikke forbilleder. Imitationen, de stadige referencer til klassikerne, bliver ofte til et udtryksfuldt litterært virkemiddel. Ved at indflette vendinger fra antikke tekster, som læserne forventes at kende, kan en digter antyde underliggende temaer, understrege sine ord eller stille spørgsmålstegn ved dem. Således kan Tycho Brahe i sit fiktive versbrev om søsteren Sophie B., Urania Titani (1594), antyde den skrivendes indre kamp mellem håb og fortvivlelse vha. sproglige referencer til forskellige kvindelige hovedpersoner hos Ovid. Mere håndfast kan Erasmus Lætus hylde Frederik 2. som en ny kejser Augustus ved selv at lægge sig tæt op ad hans hofdigter, Vergil.

Nylatinen fik også hurtigt sine egne klassikere blandt de italienske digtere før og omkring 1500 som fx den virtuose lyriker og elegiker Giovanni Pontano, der besang både den ægteskabelige kærlighed og det frie erotiske liv ved badestedet Baia. En anden er Pontanos napolitanske bysbarn Jacopo Sannazarro med sine fiskerdigte og eposet De partu virginis (Om jomfrufødslen), et af flere fra perioden, der fremstillede bibelske emner i den antikke episke form. En tredje er Girolamo Fracastoro (1483-1553), hvis medicinske læredigt Syphilis har givet navn til sygdommen. En lignende position fik nederlænderen Janus Secundus (1511-36), der med sine indtagende Basia (Kys) udvikler Catuls kyssedigte til en hel genre inden for den erotiske lyrik. Baptista Mantuanus' (1447-1516) kristne hyrdedigte blev en udbredt skolebog. Alle antikke genrer blev anvendt, og nye kom til såsom emblem og anagram. 1600-t. blev en storhedstid for epigrammet, hvis anerkendte mester var waliseren John Owen (1563-1622). På latinskolerne skrev og spillede man latinsk dramatik. Inden for prosaen trivedes dialoger, taler (også fiktive som Erasmus' Tåbelighedens Lovprisning, 1511), historieskrivning og breve, såvel ægte breve som essays i brevform, samt egentlig fiktion som Thomas Mores Utopia (1516) og Holbergs Niels Klims underjordiske Reise (1741).

I Danmark brød humanismen for alvor igennem med Reformationen, men først en generation senere så man resultatet af satsningen på humanistiske latinskoler i form af en nylatinsk guldalder under Frederik 2., der førte en ambitiøs kulturpolitik. Den elegante lyriker Hans Jørgensen Sadolin (1528-ca. 1600) blev laurbærkronet hofdigter. Erasmus Lætus blev adlet for sine omfangs- og ordrige læredigte og nationale eposer, bl.a. Margaretica (1573) om dronning Margrete. Hans højst personlige prosaskildring af Christian 4.s dåb er tilgængelig i en moderne dansk oversættelse. Også inden for periodens største prestigeprojekt, Tycho Brahes Uranienborg, var latindigtningen et vigtigt element i den sofistikerede internationale tone. I Hertugdømmerne udfoldede den kongelige statholder Henrik Rantzau sig som mæcen i stor stil for latindigtere og historikere fra hele det nordtyske område. En latinsk Danmarkshistorie lod trods gentagne forsøg vente på sig, men i 1630'erne kom hele to, begge skrevet af nederlændere: Johs. Pontanus (1571-1639) og Johs. Meursius (1579-1639). Den sidste var professor ved Sorø Akademi, hvor også satiredigteren Johannes Lauremberg (1590-1658) underviste. På samme tid skrev sønderjyden Zacharias Lund (1608-67) bl.a. en samling kærlighedselegier, hvor jagt, kærlighed og klassisk lærdom går op i en højere enhed. Svenskekrigene og enevælden kaldte på panegyrik og propaganda i stadig konkurrence med den svenske latinlitteratur, der havde sin guldalder her i Sveriges "stormagtstid". Ved enevældens indførelse 1660 ser man, at den latinske lejlighedsdigtning fik direkte betydning for udlandets opfattelse af begivenheden. Københavns belejring 1658-59 blev skildret i episke digte af både Ole Borch og Henrik Harder. Sidstnævnte er dog især kendt som en af tidens store epigrammatikere. Begge er blandt de seks digtere, hvis samlede digte blev udgivet af Frederik Rostgaard i Deliciæ quorundam poetarum Danorum (1693, Antologi af danske digtere). Den sidste hovedskikkelse er Holberg, der ud over Niels Klim skrev sine erindringer (Levnedsbreve) og mere end 900 epigrammer på latin.

Den nylatinske litteratur er først blevet et selvstændigt forskningsfelt efter 2. Verdenskrig, i Danmark først fra omkring 1980. En nordisk nylatinsk litteraturhistorie udkom i 1995, og en fællesnordisk database over nylatinsk litteratur er blevet tilgængelig over internettet, men den bevarede litteratur er meget omfattende, og store dele af den er stadig uudforsket.