Den nylatinske litteratur lever et tæt samliv med sine antikke forbilleder. Imitationen, de stadige referencer til klassikerne, bliver ofte til et udtryksfuldt litterært virkemiddel. Ved at indflette vendinger fra antikke tekster, som læserne forventes at kende, kan en digter antyde underliggende temaer, understrege sine ord eller stille spørgsmålstegn ved dem. Således kan Tycho Brahe i sit fiktive versbrev om søsteren Sophie B., Urania Titani (1594), antyde den skrivendes indre kamp mellem håb og fortvivlelse vha. sproglige referencer til forskellige kvindelige hovedpersoner hos Ovid. Mere håndfast kan Erasmus Lætus hylde Frederik 2. som en ny kejser Augustus ved selv at lægge sig tæt op ad hans hofdigter, Vergil.
Nylatinen fik også hurtigt sine egne klassikere blandt de italienske digtere før og omkring 1500 som fx den virtuose lyriker og elegiker Giovanni Pontano, der besang både den ægteskabelige kærlighed og det frie erotiske liv ved badestedet Baia. En anden er Pontanos napolitanske bysbarn Jacopo Sannazarro med sine fiskerdigte og eposet De partu virginis (Om jomfrufødslen), et af flere fra perioden, der fremstillede bibelske emner i den antikke episke form. En tredje er Girolamo Fracastoro (1483-1553), hvis medicinske læredigt Syphilis har givet navn til sygdommen. En lignende position fik nederlænderen Janus Secundus (1511-36), der med sine indtagende Basia (Kys) udvikler Catuls kyssedigte til en hel genre inden for den erotiske lyrik. Baptista Mantuanus' (1447-1516) kristne hyrdedigte blev en udbredt skolebog. Alle antikke genrer blev anvendt, og nye kom til såsom emblem og anagram. 1600-t. blev en storhedstid for epigrammet, hvis anerkendte mester var waliseren John Owen (1563-1622). På latinskolerne skrev og spillede man latinsk dramatik. Inden for prosaen trivedes dialoger, taler (også fiktive som Erasmus' Tåbelighedens Lovprisning, 1511), historieskrivning og breve, såvel ægte breve som essays i brevform, samt egentlig fiktion som Thomas Mores Utopia (1516) og Holbergs Niels Klims underjordiske Reise (1741).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.