obduktion

Hospitalsobduktioner indledes med gennemgang af oplysninger om personens sygehistorie, oftest fra den hospitalsafdeling, der har rekvireret obduktionen. Der foretages først en udvendig undersøgelse og derefter lægges snit gennem huden, på begge sider af halsen og disse to snit samles over brystbenets øverste ende og fortsætter som et langt snit til den øverste begrænsning af bækkenknoglerne (symfysen). Herved fritlægges forsiden af brystkassen og bughulen. Brystben og de tilstødende ribben fjernes i et trekantet stykke med spidsen opad, hvorved også brystorganerne fritlægges. Derefter kan de indre organer udtages i et stykke kaldet organblokken, der derefter opdeles i brystorganer, hjerte, bugorganer og urinveje og indre kønsorganer, der hver for sig adskilles, og de enkelte organer undersøges efter fastlagte regler.

Alt efter personens sygehistorie udtages fx knoglevæv eller blodkar i benene undersøges. Hvis der er mistanke om infektioner udtages væv, som sendes til mikroskopisk undersøgelse eller til mikrobiologisk undersøgelse. Det er ikke rutine at åbne kraniet for at undersøge hjernen, men dette kan ske, hvis der er en helbredsmæssig grund til det. Efter undersøgelse af organerne lægges de tilbage i liget, som lukkes ved sammensyning. Obduktionsteknikken er udarbejdet med hensyntagen til, at ligets ydre ændres så lidt som muligt.

Alle retsmedicinske obduktioner indledes med en CT-scanning af hele kroppen og derefter en grundig udvendig undersøgelse, hvor der sikres spor, fx DNA fra en gerningsperson, hvis obduktionen foretages som led i efterforskningen af en kriminalsag. Der tages rutinemæssigt fotos af afdøde for at sikre fotodokumentation, hvis det efter obduktionen skulle være nødvendigt. Ved mistænkelige dødsfald medvirker kriminalteknikere ved bl.a. fotografi og sporsikring.

Den indvendige undersøgelse består af en fritlægges forsiden af brystkassen, bughulen og brystorganerne, hvorefter de indre organer udtages i et stykke kaldet organblokken, der derefter opdeles i brystorganer, hjerte, bugorganer og urinveje og indre kønsorganer, der hver for sig adskilles, og de enkelte organer undersøges efter fastlagte regler.

Ved en retsmedicinsk obduktion suppleres den indvendige undersøgelse altid med undersøgelse af hjernen, og der foretages dissektion af halsskelettet mhp. at undersøge eventuelle spor efter kvælning, fx brud på skjoldbrusk, ringbrusk eller tungeben. Der sikres rutinemæssigt materiale til evt. retskemisk undersøgelse, og hvis personen har været misbruger, foretages den retskemiske undersøgelse altid som led i obduktionen. Der udtages væv til mikroskopisk undersøgelse, ved instituttet i Odense udtages 28 vævsprøver, der alle behandles, så de kan undersøges senere. Det er ikke alle prøver, der rutinemæssigt undersøges mikroskopisk, dog undersøges altid væv fra hjerte, lunger, lever og nyrer. Ved ukendt dødsårsag, såsom vuggedød, undersøges samtlige væv.

Ved usikker identitet af den afdøde deltager tandlæger i obduktionen, der udtages væv til DNA-typebestemmelse, og der tages eventuelt fingeraftryk med politiets medvirken.

Desuden er obduktionsfund grundlaget for en pålidelig sygdoms- og dødsårsagsstatistik, da opgørelser på grundlag af dødsattester alene er behæftet med mange fejlkilder. Der foreligger mange undersøgelser, der viser at der stilles fejlagtige dødsårsagsdiagnoser i ca. 30 % af alle dødsfald, hvor der ikke er foretaget obduktion. Den dødsårsagsstatistik, der benyttes til planlægning af sundhedsvæsenet, må således tages med store forbehold.

Selvom moderne diagnostisk teknik, fx CT-scanning, MR-scanning og ultralydsundersøgelse, afslører langt flere sygelige tilstande end tidligere, viser mange analyser af obduktionsresultater, at der stadig kan fremkomme nye fund ved obduktion.

Fra 2001 blev loven igen ændret, således at man ved at udfylde et obduktionskort kan tilkendegive sin holdning til selv at blive obduceret efter døden. På kortet gives mulighed for afkrydsning af tilladelse til eller forbud mod obduktion. Samtidig gives der mulighed for en afkrydsning, så tilladelsen til obduktion forudsætter de pårørendes accept. Obduktionskortet er dog ikke alment kendt, i modsætning til donorkortet, der også senere er suppleret med elektronisk registrering.