olie (historie)

Tre af søstrene har udgangspunkt i den olietrust, der blev opbygget af John D. Rockefeller. Hans virksomhed begyndte med et lille olieraffinaderi i Cleveland, Ohio, erhvervet i 1862. Virksomheden blev i 1870 omdannet til Standard Oil Company of Ohio (se Standard Oil), som i de følgende år overtog de fleste raffinaderier i Cleveland.

Efter yderligere overtagelser, der bl.a. skyldtes gunstige aftaler med jernbaneselskaber, dannedes Standard Oil Trust i 1882, som besad 80-90 % af USA's raffinaderikapacitet. I de følgende år var der imidlertid stigende offentlig kritik af de monopollignende tilstande i olieindustrien, og efter at have tabt en retssag ved Ohios Højesteret blev trusten opløst i 1892. Interesserne samledes i stedet i Standard Oil Company of New Jersey, der imidlertid blev opløst efter en antitrustsag i 1911.

Efter opløsningen dannedes en række selskaber, der stadig havde Rockefellerfamilien som dominerende aktieejer. Det største var Standard Oil Company of New Jersey, også kendt som Esso eller Exxon. Det havde oprindelig været holdingselskab for hele gruppen. Et andet var Standard Oil Company of New York, der i 1931 blev sluttet sammen med smøreoliefirmaet Vacuum Oil og blev kendt som Mobil Oil. Et tredje var Standard Oil Company of California, der blev kendt under navnet Socal eller Chevron.

To selskaber opstod i forbindelse med store oliefund i 1901 ved Spindletop nær Beaumont i Texas: Gulf Oil Corporation (1901) og Texaco (1902).

Ud over disse fem amerikanske selskaber var der to europæiske blandt de syv søstre. Det ældste var Royal Dutch, der blev dannet i 1890 for at udnytte oliefund på Sumatra i Indonesien og i 1907 blev sluttet sammen med det britiske olietransportselskab Shell under navnet Royal Dutch/Shell Group. Dette selskab erhvervede inden 1914 betydelige interesser i oliefelter i Rumænien og Rusland. Det andet selskab begyndte som Anglo-Persian Oil Company i 1909 for at udnytte oliefelter i Iran. Oprettelsen skete efter opfordring fra det britiske marineministerium, og i 1914 opkøbte regeringen en del af aktierne. Selskabet skiftede i 1935 navn til Anglo-Iranian Oil Company og i 1954 til British Petroleum Company (BP).

I de første år efter 1. Verdenskrig var der en hård indbyrdes konkurrence mellem selskaberne, hvilket betød meget lave priser. Men i 1928 blev der indgået en verdensomspændende kartelaftale mellem Exxon, Shell og BP, som hurtigt blev tiltrådt af de øvrige store selskaber. Aftalen gik bl.a. ud på en fastfrysning af produktionsomfanget, og at olie overalt i verden skulle prissættes, som om den var udskibet fra Den Mexicanske Golf. Aftalen blev ikke overholdt fuldt ud, men bidrog til at stabilisere det internationale oliemarked og mindske konkurrencen.

Ud over de syv søstre opstod der flere mindre, såkaldte uafhængige selskaber. Nogle af dem var aflæggere af Standard Oil, mens fx J.P. Getty begyndte på egen hånd ved i 1934 at opkøbe et mindre olieselskab, Tidewater, som hurtigt ekspanderede.

Efter 1945 var der fortsat et rigeligt udbud af olie bortset fra enkelte perioder under storpolitiske kriser. Således blev produktionen nidoblet mellem 1938 og 1972. Oliepriserne lå derfor helt frem til 1972 på et lavt niveau, selvom efterspørgslen voksede meget hurtigt, dels som følge af transportsektorens eksplosive vækst, dels fordi olie i stigende grad afløste kul til opvarmning og elproduktion.

Olieandelen af verdensenergiforbruget steg fra 29 % i 1950 til 45 % i 1970. Samtidig skete der en geografisk forskydning af olieudvindingen, idet ældre kilder blev udtømt, mens store nye fund blev gjort først og fremmest i Nordafrika og de arabiske lande. I 1972 foregik næsten en tredjedel af verdensproduktionen af råolie uden for USA, Sovjetunionen og Europa.

Med oliens store og stigende betydning for den vestlige verden og de olieproducerende landes gryende forsøg på at hindre de syv søstres dominans opstod en række storpolitiske kriser. Men der kom også muligheder for, at nye selskaber kunne opnå koncessioner. Således fik uafhængige selskaber halvdelen af koncessionerne i Libyen i 1956.

I 1951 nationaliserede den nye iranske regering de oliefelter, der blev udnyttet af BP. Men på grund af de vestlige landes efterfølgende boykot af iransk olie mislykkedes nationaliseringen, og i 1954 blev der indgået et kompromis. Herefter vedblev det iranske National Iranian Oil Company at eje oliefelterne og raffinaderiet i Abadan mod en kompensation til BP.

I den nye koncession havde BP kun 40 %, mens hver af de fem amerikanske søstre fik 8 %, Shell 14 % og CFP (Compagnie Française des Pétroles) 6 %. Suezkrisen i 1956 blev udløst af Egyptens nationalisering af Suezkanalen og bevirkede en midlertidig lukning af kanalen, hvorigennem olietransporterne fra Mellemøsten til Europa blev sejlet. Der blev en overgang mangel på olie, og priserne steg kraftigt.

Fra 1960 faldt priserne på grund af for stort udbud. Det fik samme år de fem største olieproducerende lande uden for industrilandenes rækker (Irak, Iran, Kuwait, Saudi-Arabien og Venezuela) til at danne OPEC (The Organization of the Petroleum Exporting Countries) for at holde prisen oppe. Inden da havde de syv søstre stor set selv kunnet bestemme prisen på råolie.

Til at begynde med lykkedes det ikke for OPEC at hæve priserne, fordi der stadig kom nye olieproducerende områder til, fx i Libyen, Canada, Alaska og de første oliefelter i Nordsøen. Desuden solgte Sovjetunionen i perioder betydelige mængder på verdensmarkedet.

Med visse nationaliseringer af olieindustrien i Algeriet og Libyen i 1971 og i Irak i 1972 samt udbruddet af Yom Kippur-krigen mellem Israel og Egypten-Syrien i 1973 tilspidsedes situationen yderligere. OPEC og de internationale olieselskaber holdt et møde den 8. oktober 1973, hvor OPEC krævede, at olieprisen blev fordoblet. Forhandlingerne brød sammen, hvorefter OPEC proklamerede en prisforhøjelse på 70 %. Tøndeprisen, som i slutningen af 1960'erne var 1,8 dollar, var i oktober 1973 5,11 dollar. Få dage efter besluttede OAPEC (Organization of Arab Petroleum Exporting Countries, dannet i 1968) at nedsætte produktionen og forbyde eksporten til Holland og USA.

Landene, Holland og USA, var tilfældigt valgt som proisraelske. Målet var at få de vestlige regeringer til at presse Israel til en tilbagetrækning fra de besatte arabiske territorier og til at anerkende palæstinensernes rettigheder. Disse tiltag var en reaktion på krav fra radikale arabere om at bruge olien som våben i kampen for arabiske rettigheder.

Betydningen af reduktionen var begrænset, men den medvirkede til at holde olieprisen oppe. I januar 1974 forhøjede OPEC prisen til 11,65 dollar pr. tønde, og i oktober 1975 forhøjedes med yderligere 10 %; olieprisen var dermed 600 % højere end i 1970. Flere olieproducerende lande, bl.a. Kuwait og Saudi-Arabien, overtog nu stigende andele af de vestlige interesser, og i 1976 blev olieindustrien i Venezuela nationaliseret. OPEC vedblev at dominere i 1970'erne, men det høje prisniveau gjorde nye kilder i bl.a. Alaska, Mexico og Nordsøen rentable.

Den anden oliekrise opstod i 1979 som følge af opstanden mod shahens styre i Iran. Irans olieproduktion, dengang verdens næststørste, faldt fra 5,5 mio. tønder pr. dag til mindre end 1 mio., og efter Khomeinis magtovertagelse gik produktionen helt i stå. Selvom andre OPEC-lande øgede produktionen, opstod der kaos på oliemarkedet, og gennemsnitsprisen var i 1980 på 32 dollar pr. tønde. Yderligere problemer opstod i september 1980, da Irak erklærede Iran krig, og de irakiske forsyninger hurtigt derefter blev afskåret fra verdensmarkedet.

Der er desuden foretaget store investeringer i olieudvinding uden for den arabiske verden for at udvikle ny teknik, der skulle gøre det muligt at udnytte svært tilgængelige resurser på en rentabel måde. Størst betydning har det haft, at man er blevet i stand til at udvinde olie i områder med betydelige havdybder og urolige vejrforhold. Det har bl.a. gjort det muligt at udnytte oliefelterne under Nordsøen og har ført til, at Norge er blevet en stor olieproducent, samt at produktionen er fordelt på langt flere lande end tidligere.

Resultatet af disse omlægninger og investeringer har været, at der igen har været rigeligt med olie, selv under Golfkrigen 1990-1991, hvor irakisk og kuwaitisk olie forsvandt fra verdensmarkedet. Prisen begyndte derfor at falde igen fra først i 1980'erne og nåede så lavt som ca. 12 dollar pr. tønde i 1986. I en periode på 10 år holdt prisen sig nogenlunde stabil mellem 15 og 20 dollar pr. tønde, dog med en pris ned til 10 dollar pr. tønde i 1997. Siden da er olieprisen steget kraftigt og nåede fx i 2006 75 dollar pr. tønde. Tages der højde for inflationen, er prisen dog ikke over den tidligere højeste pris, som man oplevede i 1980.