Regn
Fodgængere trodser regnvejret over Rådhuspladsen i København.
Regn
Af /Ritzau Scanpix.

Regn er nedbør, som består af vanddråber, der kondenserer på små kerner af sand, salt, støv eller lignende. I modsætning til finregn er de så store, at de falder jævnt.

Regn kan holde sig flydende ned til ca. −3 °C og kaldes da isslag. Regn ses både i bygeform og som mere udbredt nedbør.

Symbolik

Regn symboliserer primært frugtbarhed, men kan dog også forekomme som kaossymbol, i lighed med vands dobbeltsymbolik, fx i forbindelse med oversvømmelser, syndflod. Bestemte guder kan være knyttet sammen med regn, fx den mexicanske Tlaloc, de mandlige himmelguder befrugter jordgudinder med regn.

Berømt er den poetiske formulering om fredskongen i Salme 72,6: “Som regnen falder på nyslåede enge, / som regndråber væder jorden, / skal retfærdighed blomstre i hans dage”.

I nogle kulturer er regn symboliseret i en slange, der også er lynsymbol. I regndansriter kan kultdeltagerne spille regnen ved fx at efterligne regndråbers fald på jorden med deres stampende fødder.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig