socialisme

Ordet socialisme opstod i begyndelsen af 1800-tallet som modsætning til individualisme, men blev fra 1830'erne i stigende grad brugt om forskellige skoler inden for økonomi og politik og blandt arbejdere, som tilstræbte en nyordning af samfundet, hvor der i modsætning til kapitalismens samfund ikke var privat ejendomsret til fabrikker og produktionsanlæg, idet samfundets samlede produktion og distribution blev varetaget under kollektive, rationelle og planlagte former.

Senere i århundredet blev socialisme også brugt om statsovertagelse af dele af produktion eller distribution. Socialisme blev i øvrigt ofte brugt synonymt med kommunisme frem til 1870'erne.

I marxisme bliver de to begreber adskilt, således at de betegner to forskellige historiske stadier eller produktionsmåder. Karl Marx mente, at modsætningen mellem lønarbejde og kapital ville udvikle en arbejderbevægelse, som ville sætte kampen for et socialistisk samfund på dagsordenen. Når arbejderne havde vundet den politiske magt, ville de afskaffe den private ejendomsret og indføre proletariatets diktatur, som var den til socialisme hørende statsform.

Under socialismen ville alle arbejde efter evne og blive betalt herefter. Da ingen ejede produktionsmidler, ville alle således arbejde. Efterhånden ville rigdommen i samfundet udvikles i en hidtil uhørt grad, og modsætningerne dø ud. Hermed ville staten visne væk, og samfundet ville blive kommunistisk, hvor enhver arbejdede efter evne og blev betalt efter individuelle behov.

I arbejderbevægelsen, som voksede frem fra 1860'erne, opstod der uenighed om vejen til socialisme. En gruppe mente, at overgangen måtte forme sig som en revolution, andre, at det var muligt at nå socialismen gennem en lang række sociale reformer.

Atter andre, anarkisterne, mente, at arbejderne ikke skulle danne deres egen stat (proletariatets diktatur), men gå direkte mod kommunismen eller anarkiet, som de kaldte denne samfundsform, og nogle mente, at socialismen ikke kunne begrundes historisk, men kun moralfilosofisk. Især kantiansk inspirerede grundlagde således i 1890'erne en etisk socialisme.

I perioden op til 1. Verdenskrig blev modsætningerne mellem de revolutionære og de reformistiske (socialdemokratiske) strømninger voldsomme. De kæmpede bl.a. om midterfløjen, centristerne.

Lederen af de russiske bolsjevikker, Vladimir I. Lenin, udarbejdede en marxisme, som i særlig grad satte magtovertagelsen på programmet. Bolsjevikkerne kom til magten ved Den Russiske Revolution i 1917; hermed blev magtspørgsmålet og spørgsmålet om socialismens indhold for første gang omsat i praksis.

Udviklingen af socialistiske samfund i Sovjetunionen og siden i Østeuropa og i Asien blev fra begyndelsen kritiseret af andre dele af den socialistiske bevægelse. Socialdemokraterne kritiserede i første række denne socialisme for at mangle det demokrati, som de anså for nødvendigt. Senere udviklede de tillige en kritik af den voldsomme rolle, staten spillede i økonomien, og talte om statssocialisme.

Lev Trotskij og hans tilhængere mente, at Sovjet var udtryk for en socialisme, som var fejludviklet; fra at økonomien havde været organiseret socialistisk, var samfundets overbygning degenereret til en diktatorisk partistat.

Nymarxismen efter 2. Verdenskrig frakendte fuldstændig Sovjetmarxismen socialistiske træk; den fremhævede, at det blot var staten, som havde overtaget al ejendomsret, og at den udbyttede arbejderne, ligesom kapitalen gjorde det under kapitalismen; de kritiserede både samfundenes økonomiske grundlag, partidiktaturet og det manglende demokrati.

Som nymarxisterne så fællestræk mellem Sovjetsocialismen og kapitalismen, således så totalitarismekritikere som Hannah Arendt et fællesskab mellem nazismen og socialismen i udviklingen af totalitære statsapparater. De reformistiske socialister, socialdemokraterne, udformede fra 1920'erne som modspil til sovjetsocialismen den demokratiske socialisme (se socialdemokrati).

I årtierne efter 2. Verdenskrig var de hovedkræfterne i opbygningen af velfærdsstaterne i den vestlige verden. I Afrika kaldte flere postkoloniale stater deres systemer for socialistiske: Der var tale om statsligt styrede økonomier med vægt på en særlig afrikansk identitet (se afrikansk socialisme).

Sammenbruddet i Østeuropa fra Berlinmurens fald i 1989 til Sovjetunionens kollaps i 1992 har påvirket forestillingerne om socialismen i flere retninger. Dels eksisterer samfund, som kalder sig socialistiske, nu kun i Cuba og i Asien, mens de er forsvundet fra Europa, dels er flere af dem (Nordkorea og Cuba) i alvorlig krise pga. manglende dynamik, og endelig er Kina og til dels Vietnam inde i en tilpasning til verdensmarkedet, som i længden næppe kan undgå at anfægte partidiktaturet.

Som politisk mål har socialisme ikke siden 1960'erne været en del af de vestlige socialdemokratiske partiers politik. Med de kommunistiske partiers sammenbrud er det kun mindre socialistiske partier, som var uafhængige af den kommunistiske bevægelse, fx Socialistisk Folkeparti (SF) i Danmark, eller nogle af de reformerede kommunistpartier, som i Italien, der stadig opererer med socialisme som politisk mål.

• Karl Marx
• kommunisme
• socialdemokrati
• klassisk marxistisk/socialistisk feminisme