Corfitz Ulfeldt

Ligesom rigskansler Jakob Ulfeldts øvrige mange sønner fik Corfitz Ulfeldt en solid uddannelse ved udenlandske universiteter, hoffer og hære. Det indgående kendskab til europæiske sprog og dannelse prægede ham for livet og bidrog til hans meget store tillid til egne kvaliteter og evner. Hjemkommet til Danmark i 1629 blev den unge verdensmand tilknyttet hoffet og året efter trolovet med Leonora Christina, en af Christian 4.s døtre i ægteskabet med adelskvinden Kirsten Munk.

Fra 1632 havde Corfitz Ulfeldt flere forleninger, og i 1636 blev han medlem af rigsrådet og gift med Leonora Christina. I 1637 blev han statholder i København, den første af en række stillinger, som han bl.a. ved bedrageri udnyttede til at skabe sig en enorm personlig formue.

Ved at støtte kongen mod rigsrådet, som især i udenrigspolitikken var meget forsigtigt, blev Ulfeldt efterhånden en af kongens mest betroede rådgivere.

I 1641 ophøjede den tyske kejser ham i forbindelse med mæglingsforsøg i Trediveårskrigen til rigsgreve, og i 1643 blev han dansk rigshofmester, det højeste embede i kongeriget. Efter udbruddet af Torstenssonfejden samme år ophørte imidlertid enigheden mellem kongen og Ulfeldt.

Corfitz Ulfeldt nærmede sig nu rigsrådsoppositionen og blev efterhånden dens leder. Derudover irriterede han kongen ved at forsvare sin svigermor, Kirsten Munk. Kongen svarede igen ved at kritisere Ulfeldts embedsførelse og hans indsats som dansk hovedforhandler ved Freden i Brömsebro.

Tronskiftet efter Christan 4.s død i 1648 forværrede Ulfeldts stilling. Han har næppe været hovedmanden bag den meget strenge håndfæstning, men hans kritiske syn på kongemagten var velkendt.

Corfitz Ulfeldt havde succes som forhandler af en alliance med Nederlandene i 1649, men på hjemmefronten var han hårdt trængt både af Frederik 3. og af sine mange fjender blandt rigsråderne og de ledende embedsmænd.

I 1650 blev han i den såkaldte Dinasag (efter Dina Vinhofvers) anklaget for at ville myrde kongen, og samtidig blev en undersøgelse af hans embedsførelse indledt. Trods frikendelse i Dinasagen året efter valgte Ulfeldt at flygte til Sverige, hvor dronning Christina tog godt imod ham. i 1652 blev han afsat som rigshofmester, og hans gods konfiskeret.

I Sverige konspirerede Corfitz Ulfeldt mod Danmark. Han deltog under Den Første Karl-Gustav-krig i erobringen af landet i 1657 og var en af Sveriges hovedforhandlere ved Roskildefreden året efter. Snart kom han imidlertid i konflikt med den svenske konge. I 1659 blev han arresteret i Malmø, anklaget for at konspirere med den danske regering og dømt for højforræderi. Han blev året efter lovet amnesti, men var forinden flygtet til Danmark, hvor han og Leonora Christina atter blev arresteret og indsat som fanger på Hammershus på Bornholm.

Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina blev frigivet i 1661 til gengæld for underskrivelsen af en underkastelseserklæring, men den sygdomssvækkede Ulfeldt fortsatte med at modarbejde kongen. Efter i 1663 at have tilbudt at skaffe kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg den danske krone blev Ulfeldt dødsdømt ved Højesteret, og en dukke af ham henrettedes på Slotspladsen i København. Dukkens afhuggede hoved blev placeret i en jernpande på rådhusets tårn ud mod Gammeltorv. Året efter døde han i en båd på Rhinen, på flugt og fysisk og mentalt svækket. Hans palæ på Gråbrødretorv blev revet ned, pladsen omdøbt til Ulfeldts Plads, og en skamstøtte blev stillet op.

Corfitz Ulfeldt var uden tvivl en af sin tids mest begavede og kompetente danske politikere, og heri lå vel også kimen til hans fald. Hans tilbøjelighed til selvovervurdering voksede efterhånden til storhedsvanvid, som gjorde ham blind for, at han trods sine høje stillinger, sit gode ægteskab og sin store formue ikke var kongens ligemand.

• Brömsebro
• Karl Gustav-krigene
• Roskildefreden
• Leonora Christina
• Gråbrødretorv
• Ulfeldt (slægten)