Maksim Gorkij

Faktaboks

Maksim Gorkij

Aleksej Maksimovitj Pesjkov

Født: 28. marts 1868
Død: 18. juni 1936

Maksim Gorkij (th.) og Anton Tjekhov, ca. 1901. De to venner var kunstneriske modpoler, men forsvarede hinanden mod angreb i pressen. Da Gorkij i 1902 af politiske årsager blev afvist som æresmedlem af Det Litterære Akademi, frasagde Tjekhov sig titlen i protest.

Ukendt.

Licens: Begrænset anvendelse

Maksim Gorkij var en russisk forfatter. Som ganske ung blev han socialist, og den politiske indignation er en rød tråd gennem forfatterskabet. Efter Oktoberrevolutionen blev han opløftet til socialistisk ikon, og hans litterære stil blev grundlaget for den officielle sovjetiske litteratur i stilen socialistisk realisme. Dog var Gorkijs opbakning til bolsjevikkerne ikke så uforbeholden, som man fra officielt hold ofte fremstillede det. Som forfatter er han kendetegnet ved at skildre samfundets svageste på deres egne præmisser. De brutale og illusionsløse beskrivelser var et nybrud i den russiske litteratur.

Gorkijs opvækst og ungdom

I modsætning til de fleste af sine forfatterkolleger kom Gorkij ikke fra en privilegeret baggrund. Hans forældre var fattige proletarer, og han blev tidligt forældreløs og voksede op hos sine bedsteforældre. Bedstemoderen havde en uudtømmelig viden om russiske eventyr, folkesange, sagn og helgenfortællinger. Senere i livet fremhævede Gorkij ofte bedstemoderen som den, der havde vakt hans litterære interesse.

I begyndelsen af teenageårene lærte han sig at læse og vagabonderede derefter i det sydlige Rusland og skildrede sine møder med samfundets udstødte i noveller og fortællinger. Den første, "Makar Tjudra", udkom i 1892. Det var i forbindelse med udgivelsen, at han første gang anvendte kunstnernavnet Gorkij, der på russisk betyder "den bitre". Navnet indikerer forfatterens sociale indignation.

I 1898 udkom hans samlede fortællinger i to bind, der gjorde ham berømt, også internationalt. I perioden 1913-1923 udgav han erindringstrilogien Min barndom, Mellem fremmedeog Mine universiteter. Trilogien nævnes ofte som et højdepunkt inden for den selvbiografiske genre.

Politisk engagement og politisk kunst

I samme periode indledte Maksim Gorkij sin karriere som publicist og forlægger. Han blev flere gange fængslet for sit revolutionære engagement og boede mange år i eksil i blandt andet Italien. Fra 1905 var han medlem af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti. Her traf han Vladimir Lenin, der så et propagandistisk potentiale i den unge forfatters værker, særligt i romanen Moderen (1906). I romanen følger vi en kuet arbejderklassekvindes udvikling fra traditionalist til klassebevidst kommunist. At romanen også har en tydelig religiøs tematik, var et forhold, man fra bolsjevikisk side bevidst overså. Gorkij opfattede selv romanen som mislykket.

Gorkijs skuespil

Vennen Anton Tjekhov inspirerede Gorkij til en række skuespil, hvoraf det mest berømte er På bunden (1902). Især takket være Konstantin Stanislavskijs og Max Reinhardts berømte iscenesættelser har stykket opnået vid udbredelse og sættes stadig op i dag. Med udgangspunkt i sine proletarerfaringer demonstrerer Gorkij i stykket sin karakteristiske evne til at skildre samfundets underklasse indefra. Sygdom, seksualitet og kriminalitet beskrives nøgternt og usentimentalt, og håbet glimrer ved sit fravær. Ved opførelsen blev forfatteren kritiseret for at svælge i fornedrelsen. Gorkij selv opfattede stykket som realistisk.

De brutale fattigdomsskildringer står i stærk kontrast til dem, man typisk finder hos de realistiske forfattere fra den foregående generation. Her portrætteredes den fattige ofte som havende en særlig moralsk status eller et særligt åndeligt potentiale, som den typisk velhavende hovedperson skal lade sig påvirke af. Den fattige bliver derfor i praksis ofte et redskab til at fortælle den velhavende mands historie. Hos Gorkij derimod er den fattige både udgangspunktet og målet for handlingen.

Politisk aktivisme i udlandet

I perioden 1906-1913 opholdt Gorkij sig i udlandet og drev politisk agitation, bl.a. på Capri og i USA. I 1913 fik han tilladelse til at vende tilbage til Rusland. Her genoptog han sin politiske aktivisme og grundlagde blandt andet avisen Det nye liv.

Oktoberrevolutionen og nyt eksil

I 1917 hilste Gorkij Februarrevolutionen velkommen som en nødvendig omvæltning af det tilbagestående russiske samfund. Som venstreorienteret mente han, at revolutionen burde resultere i en socialistisk indretning af samfundet, men han var ikke mere loyal over for Lenins bolsjevikker end for andre venstreorienterede grupperinger.

Gorkij blev forfærdet over bolsjevikkernes statskup under Oktoberrevolutionen og skrev en artikel kaldet "Utidige tanker", hvori han kritiserede bolsjevikkerne for at være virkelighedsfjerne fanatikere. Året efter kvitterede Lenin med at tvangslukke Gorkijs avis. Det kom dog til et forlig samme år: Gorkij fik tilladelse til at genoptage sine litterære og kulturpolitiske projekter, mod at han forblev loyal over for det kommunistiske styre. Våbenhvilen blev dog kort. Da bolsjevikkerne brutalt slog Kronstadt-opstanden ned, nøjedes Gorkij ikke med at kritisere nedslagtningen, men skjulte endda nogle af de flygtende soldater i sit hjem. Forholdet til Lenin blev herefter uforsonligt.

Hovedværket Familien Artamov

Fra 1921 og knap ti år frem gik Gorkij i frivilligt eksil i Vesteuropa. Her vendte han tilbage til skønlitteraturen, og det blev en særdeles produktiv tid, hvor han blandt andet færdiggjorde sin erindringstrilogi. Mest betydningsfuldt skrev han, hvad mange regner for hans hovedværk: slægtsromanen Familien Artamonov (1925). Romanen følger en familie fra livegenskabets ophævelse i 1861 til revolutionerne i 1917. Heri ser man en klar manifestation af en af Gorkijs centrale filosofiske pointer: at kapitalisme og arbejderundertrykkelse ikke blot fører til økonomisk fattigdom for den undertrykte, men også åndelig fattigdom for undertrykkeren.

Hjemkomst til Sovjetunionen og kommunistisk ikon

I slutningen af 1920'erne vendte Gorkij tilbage til Sovjetunionen. Lenin var død, og den nye leder, Josef Stalin, så som sin forgænger et stort propagandistisk potentiale i Gorkij. I 1932 blev hans fødeby Nizjnij Novgorod omdøbt til Gorkij — som den første af en lang række hædersbevisninger.

Gorkij og socialistisk realisme

I 1934 var Gorkij primus motor ved proklameringen af socialistisk realisme som litterær doktrin, og hans roman Moderen blev fremhævet som forbillede for den nye litteratur. Frem til sin død var Gorkij den mest magtfulde kulturpersonlighed i Sovjetunionen og øvede stor indflydelse på kulturlivet og kulturpolitikken.

Dog var han evigt underlagt Stalins nåde og besad kun den magt, styret tilkendte ham. Dette er siden blevet beskrevet som Gorkijs "gyldne bur", blandt andet i Mette Dalsgaards litteraturhistorie En optimistisk tragedie: Sovjetruslands litteratur 1917-1985 (2006). Buret kom tydeligt symbolsk til skue i forbindelse med forfatterens død. Begravelsen var en af 1930'erne største statsbegivenheder, og Stalin var kistens førstebærer.

Gorkijs eftermæle

Gorkijs tætte forbindelser til kommunistpartiet var både en velsignelse og en forbandelse for ham. Hans status som litterært ikon gjorde ham til en central del af den sovjetiske kulturpolitik, såvel internt i unionen som udadtil. Som resultat blev han en af 1900-tallets mest oversatte russiske forfattere. Men ved østblokkens sammenbrud og det følgende opgør med kommunismen faldt også Gorkij i unåde. Byen Gorkij blev igen til Nizjnij Novgorod, og i nogle af de tidligere østblok-lande uden for Rusland forbindes han med kommunistisk undertrykkelse og russisk imperialisme. Tilbage står dog et forfatterskab, der stadig finder nye læsere.

Udvalgte værker oversat til dansk

Makar-Tjudra (1892, på dansk 1905)
På bunden (1902, Natteherberget 1904, 1957)
Moderen (1906, på dansk 1952, 1971)
Barndom(1913, på dansk 1918)
Mellem fremmede (1916, på dansk 1918)
Mine universiteter (1923, på dansk Læreaar, 1923)
Familien Artamonov (1925, på dansk 1955, 1970)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sovjettidens russiske litteratur

Tine Roesen

lektor, ph.d., Københavns Universitet