Simone de Beauvoir voksede op i den borgerlige overklasse, men brød tidligt med sit miljø og blev venstreorienteret intellektuel. Hensigten med Det andet køn var at bevidstgøre kvinder om deres situation, og i 1970'erne blev hun militant feminist. Hun sluttede sig til den franske kvindebevægelse og engagerede sig aktivt i kampen for kvindens ligeberettigelse på alle niveauer. Hendes holdning blev mere radikal, og hun betragtede nu kvindekampen som autonom, ikke underordnet socialismen. Da en del af kvindebevægelsen gjorde kvindens biologiske "différence" til slagord og mål, fastholdt Simone de Beauvoir sit syn på — og krav om — kvindens "égalité". Kønnenes forskellighed forblev for hende noget sekundært og især kulturbestemt.
I 1970 skrev Simone de Beauvoir La Vieillesse (dansk Alderdommen, 1983) om samfundets tilsidesættelse af de gamle. Disse to studier er blandt de mest perspektivrige i forfatterskabet, der også rummer engagerede skrifter om fx tortur under frihedskrigen i Algeriet (Djamila Boupacha, 1962, skrevet sammen med feministen og advokaten Gisèle Halimi (1927-2020); oversat til dansk samme år) og om uværdig livsforlængelse (Une Mort très douce, 1964; på dansk En skånsom død, 1971) om moderens død.
Ud over egentlige memoirer, hvoraf det første bind, Mémoires d'une jeune fille rangée (1958), er oversat til dansk (En velopdragen ung piges erindringer, 1967), er Simone de Beauvoir kendt for selvbiografisk prægede fiktive værker, bl.a. den prisbelønnede nøgleroman Les Mandarins (1954, dansk Mandarinerne, 1957) om striden mellem Sartre og Albert Camus og deres forhold til kommunismen. Velkendt er også den filosofiske roman Tous les hommes sont mortels (1946), oversat af dronning Margrethe og prins Henrik (Alle mennesker er dødelige, 1981).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.