Tysklands geografi

Hele Nordtyskland er et lavlandsområde, som består af moræne- og smeltevandsaflejringer. Kystområdet ud mod Nordsøen består for en stor dels vedkommende af sandflader, klitter og marskområder. Langs kysten ligger De Østfrisiske og De Nordfrisiske Øer.

Floderne Elben, Weser og Ems udmunder i Nordsøen. Østersøkysten er kendetegnet ved landtunger og laguner, de såkaldte Haffer, samt øerne Femern og Rügen. På Rügen ses kalkundergrunden bl.a. i de store klinter ved Stubbenkammer. Det bagvedliggende land består af rygge af endemoræner, sandsletter og smeltevandsdale samt et stort antal søer. Syd for Hamburg ligger det store hedeområde Lüneburger Heide.

Hele det mellemste Tyskland er præget af de hercyniske bjerge i et stærkt opdelt landskab. Disse gamle bjerge blev for en stor dels vedkommende slidt ned og dækkedes først og fremmest i Trias af sedimenter.

Under den alpine foldning blev landskabet brudt op, og der opstod horste og gravsænkninger. Den største af disse, Rhingraven, omgives af De Rhinske Skiferbjerge, dvs. Eifel, Hunsrück, Westerwald og Taunus.

Floden Main omgives af de vulkanske bjerge Vogelsberg og Rhön samt af bjergkæden Odenwald. Længere mod øst ligger Harzen, Thüringer Wald samt Fichtelgebirge, som fortsætter i Erzgebirge og Böhmerwald på grænsen til Tjekkiet.

Syd for Main findes strøg af cuestalandskaber: Fränkische Alb og Schwäbische Alb, og længst mod SV horsten Schwarzwald, der grænser op til gravsænkningen i den øvre Rhindal. Løssjord er udbredt her ligesom i sydranden af det nordtyske lavland.

Det bayerske plateauland afgrænses i nord af Donau og bifloderne Lech, Isar og Inn. Længst mod syd når Alperne ind i Tyskland, og her ligger landets højeste punkt, Zugspitze (2962 m).

Tyskland har tempereret klima; den vest- og nordlige del kystklima, den øst- og sydlige del fastlandsklima. Middeltemperaturen for juli varierer mellem 16 og 19 °C, mens vintertemperaturen i de vestlige dele er lidt over 0 °C og i øst og syd lidt under 0 °C. Nedbøren er i lavlandet 500-800 mm om året, i det mellemste Tyskland 1000-1400 mm og længst mod syd 1900 mm. Rhindalen er det varmeste område og tillige det nedbørsfattigste med 400-500 mm.

Tyskland har siden slutningen af 1800-t. været en af verdens førende industrinationer. Landet har efter USA og Japan det største bruttonationalprodukt og rangerer mht. indkomst pr. indbygger blandt de ti første. Tyskland har et stort og varieret udbud af industriprodukter, og især landets store eksport af kvalitetsprodukter er kendetegnende.

Tyskland er efter USA og Japan landet med den største udenrigshandel. Bl.a. det høje omkostningsniveau og manglende arbejdskraft inden for informationsteknologien har dog fra slutningen af 1900-t. fået mange firmaer til at flytte produktionen til udlandet. Produktiviteten i de nye delstater i øst er stadig først i 2000-t. ringe; gennemsnitsindkomsten for beskæftigede er mindre end ¹/₃ af, hvad den er i det gamle Vesttyskland.

Den vigtigste opgave inden for næringslivet har siden genforeningen været at skabe en balance mellem de gamle og de nye delstater. De store, ineffektive statsforetagender i øst er for en stor dels vedkommende blevet nedlagt, ofte i forbindelse med opkøb fra vesttyske firmaer. En del af de industrier, der før 2. Verdenskrig lå i øst, fx bilproduktionen, er i et vist omfang vendt tilbage til deres gamle områder. Der er dog langtfra skabt erstatningsarbejdspladser nok for de mange, der er nedlagt.

Landbruget, der var indrettet efter sovjetisk mønster med kæmpekollektivbrug eller statsbrug, er langsomt omdannet til mindre, private enheder, selvom problemer med ejendomsforholdene har forsinket processen voldsomt. Storbrugene er stadig et karakteristisk træk i øst. Mangel på miljøforanstaltninger i forbindelse med overudnyttelse af naturresurserne har skabt overvældende miljøproblemer i store dele af det tidligere Østtyskland.

Disse problemer er med til at vanskeliggøre en hurtig omstilling af produktionen i denne del af Tyskland. Enorme summer er siden genforeningen overført fra vest til øst, men endnu bidrager de østlige delstater mindre til den samlede produktion, end deres befolkningsandel skulle tilsige.

De vigtigste indenlandske energiråstoffer er stenkul og brunkul. Det vigtigste stenkulsområde ligger i Ruhrområdet, hvor brydning har fundet sted i århundreder. Minerne er blevet færre og større, og brydningen er rykket stadig længere nordpå med tyngden i dag omkring floden Lippe. Et andet vigtigt stenkulsområde ligger i Saarland omkring Saarbrücken.

Brunkulsbrydning finder især sted i Niederlausitz i Sydøsttyskland omkring byen Cottbus samt i Leipzigområdet og i Rhinområdet vest for Köln. Brunkul brydes i modsætning til stenkul i store dagbrud, der medfører omfattende forandringer af landskabet med dybe huller, ofte mange kvadratkilometer store.

Efter genforeningen er brunkulsbrydningen mindsket betydeligt, men den spiller fortsat en rolle i energiforsyningen. Stenkulsproduktionen i Ruhrområdet er også blevet indskrænket, men forsøges holdt på det nuværende niveau for at mindske afhængigheden af importerede energiråstoffer.

I 2006 har Tyskland 18 aktive kernekraftværker, der står for ca. ¹/₃ af elforsyningen. Ifølge en regeringsbeslutning fra 2002 er udbygningen af kernekraftsektoren standset, og alle tyske kernekraftværker skal afvikles frem til 2020. I det samlede energiforbrug udgør kul 25%, olie 35%, naturgas 15% og kernekraft 10%. Vand-, vind- og solenergi dækker ca. 4%.

Tysklands olierørledninger udgår fra Wilhelmshaven og Rotterdam ved Nordsøen, fra Trieste, Genova og Fos-sur-Mer ved Middelhavet samt fra Schwedt an der Oder, hvor olieledningen fra Rusland når ind i Tyskland.

De største olieraffinaderier ligger ved Ingolstadt i Bayern og ved Rhinen. Det tyske naturgasnet er vidt forgrenet, men med størst tæthed i den vestlige del.

Det tyske transportnet er veludbygget. Landevejs- og motorvejsnettet er under stadig udbygning, og store arbejder er i gang i de nye delstater for at bringe standarden her op på højde med den i vest. De fleste af de vejforbindelser, der under Tysklands deling var afbrudt, er genetableret.

Også inden for jernbanenettet foretages der enorme investeringer. Det østtyske jernbanenet var meget nedslidt, og en total ombygning har været nødvendig, for at de nye tog kunne befærde de østtyske banelinjer. Siden 1991 er der indrettet to nye nord-syd-gående banestrækninger til de nye højhastighedstog, ICE-togene. I Berlin blev i 2006 indviet en ny, stor centralbanegård, Lehrter Bahnhof. Her mødes tog fra alle verdenshjørner.

Flod- og kanaltrafikken er af stor betydning i Tyskland, hvor den vigtigste vandvej er Rhinen. Siden mellemkrigsårene har der været kanalforbindelse mellem Ruhrområdet og Berlin ad Mittellandkanalen, og der blev i midten af 1990'erne etableret kanalforbindelse mellem Rhinens biflod Main og Donau.

Kanalnettet er på mere end 2000 km. Duisburg ved Rhinen er verdens største flodhavn, og Hamburg ved Elbens munding er blandt de førende havne i verden. Andre storhavne er Wilhelmshaven, Bremerhaven, Lübeck, Travemünde og Rostock.

Indenrigsflytrafikken er af mindre betydning, mens Tyskland spiller en væsentlig rolle i den internationale flytrafik med Frankfurt am Main som en af Europas vigtigste lufthavne; derudover er der internationale lufthavne i Köln-Bonn, Düsseldorf, Hamburg, Hannover, Leipzig, München, Nürnberg, Stuttgart og Berlin (Berlin Brandenburg Airport Willy Brandt).

• Tysklands befolkning
• tysk føderalisme
• Tyskland