Patriarkat er en social sammenhæng, hvor mænd besidder den uforholdsmæssigt største magt, både i formel og uformel forstand. Begrebet er omdiskuteret og anvendes i dag i flere betydninger.

Faktaboks

Det modsatte af et patriarkat er et matriarkat, hvor kvinder har den dominerende magt.

Hvad er et patriarkat?

I en begrænset betydning betegner patriarkat en lukket social gruppe, hvor én eller flere voksne mænd er overhoveder med dominerende magt over især kvinder og børn. Historisk set har dette ofte været tilfældet for familier og større husholdninger, hvor fædre har domineret over både andre familiemedlemmer og deres tjenestefolk.

I en mere udvidet betydning betegner det en samfundsstruktur, hvor mænd har en dominerende rolle og anseelse, hvilket gælder både i privatsfæren og offentligheden. Dette betyder, at mænd igennem især deres indflydelse på politik og økonomi har afgørende magt til at bestemme, hvordan samfundet er organiseret.

Patriarkatet som samfundsstruktur kan forstås som både en koncentration af magten hos en mindre gruppe mænd, der danner en magtelite, og som en gennemgående ulighed på tværs af samfundet, der giver alle mænd mere magt end kvinder.

Patriarkat bruges nogle gange også som betegnelse for et samfund, hvor mænd og kvinder tildeles forskellige og skarpt adskilte kønsroller. I denne forståelse er der inden for patriarkatet snævre rammer for, hvordan kvinder og mænd må opføre sig, udtrykke sig og leve. Mænd skal fx være handlekraftige, stærke og seksuelt udfarende, mens kvinder fx skal være omsorgsfulde, følsomme og seksuelt tilbageholdende. Sådanne kønsnormer kan understøtte, at mænd opnår mere økonomisk og politisk magt.

Patriarkat i dag

Der er uenighed om, hvor udbredt patriarkatet som samfundsstruktur er i dag. Ifølge mange feminister er patriarkatet gennemgående i alle moderne samfund, og begrebet har inden for de seneste år vundet frem på ny i lande ssom Spanien og Italien.

Ifølge især kritikere af feminisme bør adskillige samfund i dag ikke betegnes som patriarkater, blandt andet fordi de har en øget uddannelses- og erhvervsfrekvens hos kvinder og en formel ligestilling i lovgivningen. I stedet anses patriarkater ofte for stadig at eksistere i ikke-vestlige lande, som hævdes at halte bagefter de vestlige lande.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig