Det danske sprog

Det danske sprog har sin oprindelse i indoeuropæiske stammer, som omkring 4000 f. Kr. vandrede fra et område nord for Sortehavet mod øst og mod nordvest. Fra urgermansk (ca. 1200 f. Kr.-200 e.Kr.) og siden urnordisk (ca. 200‑800 e.Kr.) udviklede dansk sig til et selvstændigt sprog (olddansk) i perioden 800-1100.

Nogle af ordene fra disse gamle sprog bruger vi stadig. Fra indoeuropæisk har vi fx far, mor, ko, søvn, varm, sol, måned, ulv og fjærte. Fra urgermansk har vi bevaret ord som skjul, jul, lyve, byde og syg. Fra urnordisk kender vi bonde, skov, fattig og rune, og fra olddansk er fx øl, kristne, kirke og præst stadig en del af vores ordforråd.

Dansk er fjernt beslægtet med de slaviske og de romanske sprog, fx russisk og fransk, som også har indoeuropæiske rødder, og er nærmere beslægtet med andre germanske sprog, fx tysk, nederlandsk og engelsk. Det tætteste slægtskab finder vi til norsk og svensk. Derfor er det forholdsvis nemt at forstå hinanden i Danmark, Norge og Sverige, mens det er noget vanskeligere for danskere at forstå de vestnordiske sprog islandsk og færøsk.

Diskussionen om det såkaldte domænetab har været aktuel siden begyndelsen af 2000-tallet. Domænetab kan opstå, når man i bestemte dele af samfundet skifter det etablerede sprog ud med et andet sprog. Det ses fx i danske virksomheder, hvor Dansk Industri i en rundspørge i 2016 kunne konstatere, at 61 % af virksomhederne brugte engelsk som koncernsprog, dvs. som det sprog, der bruges i den interne skriftlige og til dels også mundtlige kommunikation.

En anden udvikling kan ses på universiteterne, hvor man altid har skullet læse udenlandske tekster. Men siden 1980’erne er man først på naturfagene og siden også på samfundsfag og humaniora tillige begyndt at undervise studerende på engelsk (først og fremmest på de videregående niveauer). Formålet var at tiltrække udenlandske studerende og at ruste de danske studerende til bedre at kunne deltage i internationalt forskningssamarbejde.

Et sprogudvalg, som regeringen nedsatte under ledelse af professor Jørn Lund, advarede imidlertid allerede i 2009 om, at konsekvensen af en sådan udvikling kunne være, at forskere og studerende fik svært ved at udtrykke sig på dansk om deres fag og fx ikke længere dannede nye danske fagudtryk.

En europæisk undersøgelse fra 2012 viste ikke desto mindre, at Danmark lå i front sammen med Holland og Finland med hensyn til brugen af engelsk på naturfagene i de videregående uddannelser.

I 2014 iværksatte Nordisk Ministerråd en kortlægning af brugen af engelsk ved nordiske universiteter, som førte til anbefalinger om at styrke brugen af de respektive nordiske sprog parallelt med engelsk.

I 2017 besluttede regeringen at reducere optaget på engelsksprogede erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser med ca. 25 % i forhold til optaget i 2015. I 2018 blev det yderligere besluttet, at 1.000‑1.200 studiepladser på engelsksprogede universitetsuddannelser enten skulle nedlægges eller omlægges til dansk. Det blev understreget, at universiteterne skal understøtte dansk som levende fag- og formidlingssprog inden for alle hovedområder, og der blev indført skærpede krav ved oprettelsen af nye engelsksprogede uddannelser.

I vikingetiden havde dansk sammen med norsk en betydelig indflydelse på De Britiske Øer, især i området omkring York, og mange nordiske ord er stadig bevaret i engelsk, fx ship, knife, they og same.

Dansk har også været et vigtigt sprog i det øvrige Skandinavien. I 1300-tallet samlede Margrete 1. Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen. Da den blev opløst, var store dele af Skandinavien imidlertid under den danske krone og dermed under dansk skriftsprogligt styre. Det gjaldt Norge, Slesvig, Holsten, Grønland, Island, Færøerne, Shetland, Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslen, Härjedalen og Jämtland. Uden for Norden havde den danske krone et antal oversøiske kolonibesiddelser, hvor man stadig kan finde danske stednavne. Dansk var skriftsprog i Norge frem til 1814, hvor Norge kom i personalunion med Sverige, og der er den dag i dag store ligheder mellem norsk bokmål og dansk skriftsprog.

Island erklærede sig som selvstændigt i 1944, men først i 1999 afløste engelsk dansk som første fremmedsprog i Island. I Grønland og på Færøerne er hhv. grønlandsk og færøsk officielle sprog, men der skal undervises grundigt i dansk, og på Færøerne er dansk derudover også et officielt sprog. I Slesvig i Tyskland er der både børnehaver og skoler, hvor der undervises i og på dansk, og med Øresundsforbindelsen hører man igen mere dansk i Skåne. Mange unge sydsvenskere går til danskundervisning for at forbedre muligheden for at få et job i Københavnsområdet.

I de tidligere danske kolonier vidner kun enkelte gade- og personnavne om den danske tilstedeværelse.

I Argentina har efterkommere af danske udvandrere i snart fem generationer holdt fast i dansk og danske traditioner, men det er tvivlsomt, hvor længe sproget vil overleve efter femte generation. Dansk-argentinerne bruger ikke dansk som skriftsprog, og ordforrådet er størst, når de taler om hjemlige sysler, kirkegang og skole, mens de har vanskeligere ved at udtrykke sig om emner som politik og arbejdsliv. De danske udvandrere til Nordamerika skiftede derimod hurtigt til engelsk.

Dansk er ganske vist blandt de større sprog målt i antal af talere, men i forhold til de toneangivende sprog i dag har dansk ikke sat sig nævneværdige spor. Blandt undtagelserne er ordet køkkenmødding, der på fransk hedder kjoekkenmoedding, på engelsk kitchen-midden.

H.C. Ørsted lagde længe efter sin død navn til den internationale måleenhed ørsted/oersted/örsted, og Wilhelm Johannsen dannede i 1909 ordet gen, som ligeledes har fået international udbredelse. Ordet ombudsmand er et gammelt nordisk ord, som nu bruges i mange andre lande, inspireret af de ombudsmandsinstitutioner, som blev oprettet i Sverige (1950) og i Danmark (1953).

Omkring 2015 fik ordet hygge sit internationale gennembrud, måske fordi danskerne i flere år var blevet udnævnt til verdens lykkeligste folk, eller fordi danske tv-serier som Forbrydelsen (2007-12) fik stor succes i udlandet. Der udkom bøger om fænomenet hygge på mange forskellige sprog, og ordet var samme år blandt kandidaterne til årets ord i England. I Tyskland er der endda udkommet et tidsskrift med titlen hygge, som i detaljer forklarer, hvordan man hygger sig.

Det fælles historiske udgangspunkt har skabt en tæt samhørighedsfølelse mellem de nordiske lande, og både på det politiske og det kulturelle plan holdes der liv i samarbejdet bl.a. gennem Nordisk Råd. Samarbejdet styrkes af, at de tre sprog dansk, norsk og svensk med en begrænset indsats er nogenlunde gensidigt forståelige, og at de andre nordiske lande typisk har haft et af disse tre sprog som officielt sprog eller første fremmedsprog. Ifølge folkeskolens fagformål for dansk skal eleverne have adgang til de skandinaviske sprog og det nordiske kulturfællesskab.

Samarbejdet i Norden udmøntes bl.a. i den nordiske sprogkonvention fra 1981. Den slår fast, at man som nordisk statsborger har mulighed for at bruge dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk over for myndighederne i de andre nordiske lande. Derudover kan nordiske studerende søge ind på danske universiteter på lige fod med danske studerende og omvendt. Der er generelt stor mobilitet i uddannelses- og erhvervssektoren, ligesom der samarbejdes på kryds og tværs inden for forskning og kultur.

Flere undersøgelser har dog antydet, at sprogforståelsen især blandt de unge er blevet ringere i de seneste årtier, og alle undersøgelser er enige om, at dansk er det sprog i Norden, der er vanskeligst at forstå. Det kan skyldes flere faktorer. Dels fortsætter dansk udtale med at udvikle sig i en anden retning end norsk og svensk. Dels har engelsk udviklet sig til det dominerende kontaktsprog overalt, og undervisningen i de andre nordiske sprog er trængt i baggrunden. Endelig er det vanskeligt for nordisk indhold at gøre sig gældende i medierne i forhold til udbuddet på engelsk. Blandt undtagelserne er svenske kriminalromaner og fælles tv-serier som Broen (2011-18). Den norske ungdomsserie SKAM (2015-17) demonstrerede, at det ikke er umuligt for danske unge at forstå norsk ungdomssprog, hvis de vil.

Når man bevæger sig rundt i Danmark, opdager man hurtigt, at sproget ikke lyder ens overalt. Sprogtonen er forskellig i Aarhus og København. På Fyn hører man ikke så meget stød, og i Sønderjylland tales der stadig egentlig dialekt. I Vendsyssel og på Bornholm taler mange ældre dialektalt, mens de unge ikke bruger dialekten selv, men kender den og benytter den på de sociale medier. Det kan somme tider være lettere for en københavner at forstå en svensker, end det kan være for en vendelbo at forstå en person fra Bornholm. Derfor slår dialekttalende i mange situationer over i en mere alment forståelig udtale.

Der kan være store forskelle på, hvordan unge og ældre bruger sproget. Særlige fagjargoner blandt fx håndværkere, advokater eller piloter kan gøre det vanskeligt for lægfolk at følge med. Derudover kan man høre specielle accenter hos grupper af indvandrere og flygtninge, som har slået sig ned i Danmark i løbet af de seneste 50 år. Variationen findes i talesproget og især i intonationen.

I modsætning til norsk og svensk har dansk udtale forandret sig væsentligt fra den oprindelige udtale. Det har været en løbende udvikling siden middelalderen. Karakteristisk for dansk er de såkaldte lukkelydssvækkelser, hvor p, t og k udvikler sig til at blive halvvokaler, så løbe udtales som løve og bage med et langt a og ikke andet. R-lyden nedtones i slutningen af ordet, især i forbindelse med bogstavet -e, så det er umuligt at høre forskel på lære, lærer og lærere i en sammenhængende talestrøm.

Et særligt dansk træk er stødet, som gør det muligt at høre forskel på fx stien og stigen. Endelig har dansk mange forskellige vokallyde, som ikke altid modsvares af tilsvarende bogstaver i skriftsproget. Således kan man høre tre helt forskellige o-lyde i hhv. bod, komme og dog.

Den særlige danske udtale, som ikke altid afspejles i retskrivningen, skaber løbende debat om det danske sprog, og af og til lyder der ønsker om en mere gennemgribende retskrivningsreform. Det fremføres, at det tager længere tid for danske børn at lære at tale end for børn i andre lande, og at skolebørn har sværere ved at lære at læse og skrive. Den yngre generation beskyldes jævnligt for at mumle og tale for hurtigt. Ikke overraskende melder også mange udlændinge, at det er vanskeligt at blive fortrolig med det danske sprog.

Der er imidlertid ingen grund til at frygte, at dansk ender med at blive uforståeligt selv for danskerne. Faktum er, at danske børn stadig lærer at tale dansk, at de yngre altid har været beskyldt for at tale utydeligt i forhold til den ældre generation, og at forbløffende mange udlændinge lærer at tale endog glimrende dansk.

Danmark har tiltrådt forskellige internationale konventioner, der garanterer grundlæggende rettigheder vedrørende sprog. En FN-konvention fra 1966 garanterer etniske, politiske og sproglige minoriteter ret til at benytte deres eget sprog, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Europarådets Rammekonvention indeholder ligeledes bestemmelser om retten til at anvende ens eget sprog.

Sammenlignet med andre lande har Danmark derudover meget lidt sproglig regulering. Der står ikke noget i Grundloven om, hvilket sprog vi skal tale, og der findes heller ikke en særlig lov, der fastlægger, hvor og hvordan sproget skal bruges. I stedet fremgår det direkte eller indirekte af andre love. Det fremgår fx af Retsplejeloven, at retssproget er dansk. I Forvaltningsloven står der, at offentlige institutioner skal bruge et klart og forståeligt dansk i kontakt med borgerne. Folkeskoleloven kræver en særlig tilladelse, hvis man vil undervise på andre sprog end dansk, og der er krav om, at man kan begå sig på dansk, hvis man vil have dansk statsborgerskab.

Den eneste direkte regulering af det danske sprog vedrører retskrivningen. I Retskrivningsloven fra 1997 slås det fast, hvem der skal følge dansk retskrivning. Stavning af stednavne er siden 1910 blevet reguleret af Stednavneudvalget under Kulturministeriet. Stavning af personnavne reguleres ikke, men hvilke for-, mellem- og efternavne man må bruge, er reguleret i Navneloven.

Et sprog overlever kun, hvis det udvikler sig og følger med tiden og opleves som et nyttigt og fleksibelt redskab til forståelse og formidling af ønsker, tanker og idéer. Derfor undervises der i langt de fleste sammenhænge på dansk, og der er opbakning til institutioner, der indsamler og formidler viden om det danske sprog og dokumenterer sproget gennem dansk tekst og tale, ordbøger og grammatikker.

Den teknologiske udvikling med automatisk oversættelse, talegenkendelse og samtalerobotter samt brugen af kunstig intelligens, robotteknologi og big data har også skabt nye sproglige udfordringer. For at danskerne ikke skal begrænses til kun at bruge den nye teknologi på engelsk i fremtiden, begyndte man derfor i 2019 som et led i regeringens strategi for kunstig intelligens at indsamle store mængder talt og skrevet dansk til udvikling af dansktalende apps og programmer.

Dansk vil også i fremtiden være et livskraftigt og samfundsbærende sprog, der kun bliver stærkere, jo mere det bliver brugt – i erhvervslivet, i uddannelserne, i forskningen, i kulturlivet, i fritiden og derhjemme – så længe danske forældre opdrager deres børn på dansk og til at tale dansk.

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

• Norden og Danmark
• Befolkningen i Danmark

Læs også om

• Dansk retskrivning
• Andre sprog i Danmark
• Dansk tegnsprog

Se alle artikler om dialekt