marginalisering

Generelt er der udbredt enighed om, at marginalisering er en kompleks og sammensat proces, hvor en række forskellige faktorer og mekanismer spiller ind på, hvorvidt individer, grupper eller områder marginaliseres.

Marginalisering kan således skyldes faktorer på en række forskellige niveauer og forekommer indenfor en række forskellige felter. Niveaumæssigt er der tale om samspil mellem strukturelle faktorer, institutionelle faktorer, social og individuelle faktorer såvel som politiske faktorer særligt i relation til diskrimination og stigmatisering. For de strukturelle faktorer, der spiller ind, handler det fx om forandringer på arbejdsmarkedet, boligmarkedet, globalisering. For de institutionelle faktorer kan det fx være i relation til centraliseringen og ændringen af adgang til forskellige velfærdsydelser og services, som det skete med hhv. Strukturreformen i 2007 og dagpengereformen i 2023. Hertil kommer en række sociale og delvist individuelle faktorer såsom klassemæssig baggrund, uddannelse, sociale netværker, fysisk og mentalt helbred samt misbrug. Endelig er der forskellige former for stigmatisering og diskrimination af bestemte individer, grupper og områder, der kan spille ind.

Marginalisering forekommer ligeledes indenfor en række forskellige felter, der enten kan analyseres i sig selv eller i relation til hinanden, og hvorledes marginalisering inden for et område kan føre til yderliggere marginalisering inden for et andet område. På denne måde er bl.a. relevant at diskutere og undersøge:

• Arbejdsmarkeds marginalisering. Det vil sige situationer hvor ændrede kvalifikationskrav, ændrede produktions betingelser, f.eks. i form af stigende specialisering og kompleksitet bl.a. som følge af stigende global konkurrence der særligt rammer grupper med lav eller ingen uddannelse såvel som grupper med svage arbejdsrelaterede arbejdsmarkedsmæssige netværker bl.a. som følge af langtidsledighed, misbrug, hjemløshed eller diskrimination mm.
• Økonomisk marginalisering. Det vil sige situationer hvor bestemte gruppers indkomster, formuer og forbrugsmuligheder og adgang til låntagning mindskes bl.a. som følge af arbejdsmarkedsmarginalisering, diskrimination eller i en anden sammenhæng ændringer på boligmarkedet hvor visse grupper enten har svært ved at komme ind på boligmarkedet, f.eks. førstegangskøbere, eller oplever stagnerende eller faldende boligpriser og medfølgende risiko for tab pga. vanskelighed ved at sælge boligen f.eks. i visse områder landkommuner. Disse faktorer giver øget risiko for manglende social mobilitet og fattigdom.
• Uddannelsesmæssig marginalisering, er situationer hvor bestemte individer og gruppers adgang til og vej gennem uddannelsessystemet vanskeliggøres. Dette skyldes bl.a. manglende kendskab til uddannelsessystemets implicitte normer og værdier, manglende forældre evne og ressourcer til at støtte op om uddannelse, nedskæringer og manglende støtte og målrettede tilbud i uddannelsessystemet mm.
• Boligmæssig marginalisering, hvor individer, grupper eller områder enten oplever ændringer på boligmarkedet (se økonomisk marginalisering) eller oplever særligt politisk og mediemæssig stigmatisering og/eller diskrimination som følge af en koncentration af marginaliserede mennesker i et givent område. Boligmæssig marginalisering kan også skyldes hjemløshed eller andre sociale og økonomiske problemer der kan gøre det vanskeligt at fastholde egen bolig.
• Sundhedsmæssig marginalisering er situationer hvor individer har manglende viden om og ressourcer til at forhandle og indgå i dialog med sundhedsvæsnet (sundhedskapital), situationer hvor de er ulighed i prioriteringen af forskellige typer af sygdomme samt situationer hvor visse gruppers adgang til sundhedssystemet indskrænkes som følge af nedskæringer, manglende personale eller forøget afstand og manglende transport til konkrete sundhedsservices og ydelser. Noget der i særliggrad har ramt yderregioner og visse landkommuner.
• Social marginalisering er situationer hvor individer eller grupper oplever tab af sociale relationer, og udelukkelse fra deltagelse i sociale netværker, deltagelse i foreningslivet, bl.a. som følge af langtidsledighed, lavt selvværd, stigmatisering, diskrimination, fysisk eller psykisk handikap eller sygdom, misbrug, hjemløshed mm.
• Politisk marginalisering er situationer hvor individer eller grupper oplever manglende repræsentation og politisk indflydelse eller manglende muligheder for politisk deltagelse.

Sidst men ikke mindst er det muligt at undersøge bestemte gruppers eller områders marginalisering. Det gælder f.eks. langtidsledige, enlige mødre, flygtninge og etniske minoriteter, mennesker der lever med fysiske eller psykiske handikap, bestemte almene boligområder eller landkommuner.

I det seneste årti har der i Danmark i stigende grad været fokus på to former for geografisk eller områdemæssig marginalisering. For det første en diskussion af hvorvidt Danmark i stigende omfang kan siges at blive opdelt mellem storbymæssige vækstområder og landområder. Hvor landområderne kommer til at bære præg af økonomisk stagnation, tab af arbejdspladser, netto befolkningsnedgang og ændret befolkningssammensætning med færre i den arbejdsdygtige alder og flere ældre. Dette er medvirkende til at en række kommuner over en årrække har oplevet et øget pres på velfærden i kombination med et faldende skattegrundlag. Dette har medført en løbende faglig og politisk diskussion om i hvilket omfang den pågående statslige centralisering bl.a. som følge af strukturreformen i 2007, den løbende lukning af folkeskoler, sygehuse og andre statslige og kommunale institutioner har forstærket tendensen til områdemæssige marginalisering. Dette har også bidraget til en diskussion om omfanget og nødvendigheden af regional og kommunal udligning mellem rige byer og marginaliserede landkommuner.

På den anden side har der også været et stigende fokus på marginaliserede by og boligområder. Dette er en diskussion der går tilbage til slutfirserne bl.a. med regeringens byudvalg fra 1993, men som efter lanceringen af regeringens ghettoliste i 2010 har fået meget stor, politisk, mediemæssig og forskningsmæssig bevågenhed. Herunder har der været stor opmærksomhed på hvorvidt regeringens ghetto og parallelsamfundslister er udtryk for stigmatisering og diskrimination og hermed har medvirket til at øge marginaliseringen af områderne og deres beboere.

Der er flere udfordringerne med marginaliseringsbegrebet. Dels, at det i hverdagssammenhænge bruges synonymt med mange beslægtede fænomener og begreber herunder: social eksklusion, socialt udsatte, socialt utilpassede og forskellige former for ulighed som f.eks. social ulighed, økonomisk ulighed og social ulighed i sundhed mf. Det betyder at der hersker en vis grundlæggende begrebsusikkerhed. Dels at begrebet i forskningssammenhænge er delvist overlappende med f.eks. forskellige former for ulighed, fattigdom såvel som stigmatisering og diskrimination. Dette bevirker at begrebet i praksis kun kan defineres præcist i relation til en konkret kontekst og situation. Endelig er marginaliseringsbegrebet blevet kritiseret for at være for komplekst og at det i praksis ikke er muligt at afgrænset det.

Ulighed

Social ulighed

økonomisk ulighed

Ulighed i sundhed

Fattigdom

Social arv

Social mobilitet

Stigmatisering

Diskrimination